Ny klubsponsor skal få ridderne på rette køl

XXXL i bukser, XXL i trøje XXL i shorts. Ja det var noget af et chok der mødte formand Thomas Hansen da han forleden tjekkede ind forbi hjemmesiden og så tøjbestillingerne til Hockey Knights nye tøj.

“Jeg er i chok og må bare sige at tidligere formænd i den grad har fejlet, når det kan komme så vidt”, lyder det fra den sidende formand.

Samarbejde med slankegigant
For at få ridderne ned i nogle mindre størrelser, har Thomas Hansen egenhændigt valgt at indgå et sponsorsamarbejde med slankegiganten NUPO.

“Det betyder selvfølgelig at Øl, kage og andre søde sager er bandlyst. I stedet vil der blive serveret NUPO-shakes og Egekilde til klubliv fremover”, fortæller en noget fortørnet formand.

Redaktionen jagter pt. en kommentar fra spillernes talsmand omkring det nye kontroversielle samarbejde.

//Redaktionen

 

Formanden blæser til (valg)kamp

Efter sidste uges artikel om Formand Thomas Hansen har Redaktionen sat sin bedste graver-journalist til at undersøge, hvad Thomas Hansen egentlig har gang i, og som man kan se af ovenstående eksklusive afsløring ligger Formanden inde med valgplakater der skal bringe ham i spil ved det kommende Folketingsvalg.

“Mere hockey – mere klubliv”
I en skummel kælder tæt på Lappen i Helsingør gemmer sig et helt hold af dedikere Thomas Hansen-supportere som sammen med hovedpersonen selv åbenbart går efter en større post end formandskabet i Ålsgårde Hockey Knight – statsminister-posten…

Og under mottoet “Mere hockey – mere klubliv” kan Hansen gå hen og blive årets helt store stemmeluger.

Magtliderlig
Men hvad betyder det egentlig for den lille klub at formanden sigter mod nye poster og hvorfor er det, at den relativt nyindsatte formand allerede ser sig om efter mere magt. Det har redaktionen spurgt flere kilder om – kilder som alle ønsker at være anonyme, da da frygter for represalier.

Den første kilde møder vi uden foran en blå ejendomsmæglerbutik på hjørnet af Kongevejen i Helsingør. “Det har simpelthen taget overhånd”, lyder det fra den anonyme kilde, der fortsætter: “Siden Hansen er blevet formand for ridderne har han bare villet have mere og mere magt og vil bestemme det hele. Jeg synes det er gået for vidt”.

Ikke den samme længere
Den anden anonyme kilde møder vi i en butik for firmatøj i Helsingørs industrikvarter. “Jeg har altid kendt Thomas som en stille og rolig fyr med benene på jorden, men jeg kan ikke kende ham mere”, lyder det fra kilden, der også har forsøgt at forhandle en aftale hjem med Formanden.

“Det var simpelthen umuligt”, lyder det fra den anonyme kilde, der i stedet måtte trække på andre kapaciteter i den lille klub.

Også positive aspekter
Spørger man mere rundt er der dog også positive røster omkring Hansens jagt på statsministerposten.

“Jeg ser det som en kæmpe gevinst at få mere klubliv på dagsorden”, lyder det fra Torben Brink der gerne stiller op til interview. Sønderjyden fungerer pt, som spindoktor for Thomas Hansen og mener at “mere klubliv” er noget der kan komme til at blive et af de helt store emner i den kommende valgkamp.

Ja vi gør
Det er lykkedes redaktionen at få en kort udtalelse fra to af statsministerkandidaterne Mette Frederiksen og Lars Løkke, der på spørgsmålet om hvorvidt de frygter Thomas Hansen i en valgkamp, der begge samstemmende svarer: “Ja vi gør”.

//Redaktionen

 

Når nyt tøj giver vinger…

Ved torsdagens hockey var Salgschef Henrik Høj mødt op med prøver på sit nye tøj og med sig havde han riddernes 10’er Nyb, som denne aften skulle være prøvekanin.

Det stod klart fra start, at det nye tøj er en gevinst.

Aerodynamisk, teknisk og af usædvanlig høj kvalitet, er nogle af de ord Salgschef Henrik Høj har udtalt om det nye produkt og da redaktionen efter torsdagens hockey fangede Nyb, var han da heller ikke i tvivl:

“Det nye tøj gav vinger. Jeg følte mig i den grad godt tilpas og de mange gange jeg snørrede Hansen og derefter knaldede bolden i kassen, peger på at det nye tøj kan et eller andet”, fortæller Nyb til redaktionen.

Næste skridt er at vælge ud blandt de mange sponsorer, der står klar til at få tryk på tøjet. “Vi har fået rigtig mange lukrative tilbud”, lyder det fra sponsoransvarlig Michel Parbst, som dog endnu ikke vil løfte sløret for hvem der forhandles med.

Redaktionen følger selvfølgelig sagen.

//Redaktionen

Grøn parkerede bussen

Efter flere pludselige afbud bød torsdagens duel på en omgang 3 mod 3. Og da Hansen fik lov til at dele holdene, blev han hurtig enig med sig selv om at det måtte blive en revanche fra sidst. Det betød Le, Hansen og Pabber på grønt hold mod Nyb, Thomas og Ellested på grå hold.

Det blev dog ikke den revanche Hansen havde håbet på. Gråt hold foldede nemlig endnu en gang paletten af fantastisk hockey ud og smadrede grønt hold 10-7 i en intens første kamp.

I aftenens sidste to kampe valgte grønt hold dramatisk at skifte taktik og de valgte at parkere bussen, hvilke gav pote og resulterede i to (så vidt redaktionen husker) smalle sejre :). Men der er ingen tvivl om, at det er aftenens første kamp, der har sat sig spor hos de fremmødte sponsorer, talentspejdere og tilskuere.

//Redaktionen, Nyb,

Nyt sponsorat: Volvo

Da redaktionen forleden kørte mod Fredensborg mødte der os lidt af et syn. Den velkendte Volvo V70 forhandler på Helsingørsvej (lige inden man kommer ind i Fredensborg) har nemlig fået prydet facaden med en ny figur.

Der er tale om et nyt samarbejde mellem Ålsgårde HockeyKnights og Volvo. Og hvem andre end riddernes helt eget Michael Parbst er blevet valgst som frontfigur.

Et stærkt brand
Skal man tro Martin Lundstedt CEO i Volvo er det ikke tilfældigt, at man har valgt at teame op med Ålsgårde HockeyKnights og Michael Parbst.

“Hockeyklubben på andra sidan av Sundet är ett riktigt starkt varumärke som vi verkligen vill koppla ihop med i Volvo”, udtaler direktøren til redaktionen.

Hvad det præcist kommer til at betyde for Ålsgårde HockeyKnights er pt. uvist, men redaktionen vil selvfølgelig undersøge, hvorvidt der er klausuler om at alle riddere fremover skal køre i Volvo.

//Redaktionen, Nyb

Læs også: Nyt sponsorat: Sneakers Store og Nye sponsorater: Citronmånen

Nyt sponsorat: Sneakers Store

Som nogle måske bemærkede ankom Søren Lebeck igen i torsdags i helt nye sko. Det er der en særlig grund til. Det er nemlig lykkedes sponsorudvalget i Ålsgårde Hockeyknights at signe endnu en stor sponsoraftale

Le og de gyldne sneakers

“Det er med stor tilfredshed, at vi kan præsentere så stærkt et brand som vores nye posterboy”. Sådan lyder det fra adm.dir i sko- og tøjkæden Sneakers Store, som netop har offentliggjort riddernes helt egen Søren Lebeck som ny frontfigur i deres butikker og kampagner.

Konkret betyder aftalen, at riddernes nummer 23 kommer til at hænge i samtlige 143 Sneakers Store-butikker i Danmark, Norge og Tyskland samtidig med at han kommer til figurere i den kommende TV-kampagne “En Sneakers til alle”, som kommer til at rulle over skærmen i efteråret.

En god aftale for klubben
Sponsoransvarlig i Ålsgårde Hockeyknight, Michael Parbst er ikke i tvivl om at det er en god aftale for klubben, men pointerer også at Søren selv har landet en god personlig aftale der betyder nye sko adlibitum.

“Jeg er da både stolt på egne og på klubbens vegne”, fortæller en glad Søren Lebeck, da redaktionen fanger ham på vej ud fra dagens pressemøde.

A trip down memory lane
Og det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop er Søren Lebeck, der er blevet valgt, da han er kendt for sine mange farverige sko. Redaktionen har i den forbindelse samlet et par af Lebecks mest legendariske sko, som han har tørnet ud med i 8’eren.

//Redaktionen

 

 

 



 

 

Nye sponsorater: Citronmånen

Som redaktionen tidligere har berettet, er det lykkedes sponsoransvarlig Michael Parbst at skrue nogle aldeles lukrative personlige sponsorater sammen over sommeren. Således redaktionen i løbet af de næste par uger løfte sløret, hvor hvilke virksomheder, der har valgt at sponsere hvilke riddere. Vi starter med den måske største aftale i klubbens historie…

Nyb og citronmånen – et perfect match

“Det er med stor tilfredshed at det er lykkedes for Dan Cake at signe en så fin sponsoraftale med riddernes nummer 10, Nyb”.

Sådan lyder det fra CEO i Dan Cake Rasmus Kjeldgaard og han udtaler yderligere: “Vi har valgt at koble vores mest kendte brand citronmånen til riddernes stærke center, som vi mener passer perfekt sammen med vores produkt. Begge solide og langtidsholdbare typer”.

I følge sponsoransvarlig i Ålsgårde HockeyKnights, Michael Parbst betyder samarbejdet ud over en klækkelig økonomisk gevinst til klubben, at ridderne får serveret citronmåne til alle træninger og andre sociale sammenhænge.

Har I på nogle måde skulle binde jer til noget i forbindelse med den nye aftale?

“Tja, i kontrakten forpligter vi os til, at der ikke må serveres andet end Dan Cake til dessert til sommerfesten og julefrokost”, lyder det slutteligt fra Michael Parbst.

Redaktionen har til lejligheden jagtet en kommentar fra Nyb, men i følge den sponsorsansvarlige er han på promotiontour med Dan Cake for den nye NybCake.

//Redaktionen

 

Sæsonen skudt i gang med et brag

Og hvilken start…

5 skarpe riddere og en reserve var mødt op og var klar til at skyde sæsonen i gang.

På det ene hold diskede Niels på mål op med den ene sublime redning efter den anden. Og når han gik med i angrebet scorede han mål efter behag. Rasmus var både løbefarlig og ekstrem målfarlig, når han klaskede dem ind fra lang afstand, og til at binde det hele sammen løb Hansen rundt som en anden Messi og var fortryllende at se på.

På det andet hold sørgede Brinken for med sit levende og positive sprog at styre sit hold fremad på banen, mens han selv var en sikker sidste skanse. Konstant leverede løbestærke Ellested den ene klassepasning efter den anden til Nyb, der med sin sædvanlige elegance lavede lækre basser.

Redaktionens udsendte medarbejder var i den grad forbløffet, målløs og overrasket over det høje niveau, der blev lagt for dagen så tidligt på sæsonen.

//Redaktionen